Peter Storms tale til NS på 150 års dagen d. 21. august 2022

Foredrag i anledning af ”Nordstjernen”s 150års jubilæum på Gl. Havn, Middelfart søndag den 21. august 2022.

 

Af Peter Storm, skribent og lokalhistoriker, Middelfart.

 

Allerførst tillykke til ”Nordstjernen” – og lige i kølvandet tak til besætningen, der holder det gode skib – og sammen med alle vi andre holder af det.

 

Det er fantastisk at være her i havnen, som vi så elskeligt kalder Gammel Havn. Her har ”Nordstjernen” sin hjemhavn. Lige nedenfor det gamle hotel Melfar, Toldboden, Sankt Nikolaj kirke og Brogade. Hjertet af Middelfart. Det er fantastisk, at denne 150 år gamle jagt har overlevet og er i så smuk og ungdommelig form. Det er mere end fantastisk. Det er magisk! Vi kan ikke nok takke ”Nordstjernen”s redningsmand, den livsglade filosof John Engelbrecht.

 

Magien bliver større, når vi erfarer, at dette skib er kommet hjem efter mange år rundt i Danmark. Det blev bygget på værftet Sølyst på Skrillinge Strand i 1872. Det blev navngivet ”Haabet”. Og her ligger det. ”Haabet” var et forudseende navn. Nu hedder det ”Nordstjernen” efter Polarstjernen højt mod nord. Den flytter sig næsten ikke på stjernehimlen og kunne derfor af søfolk før kompassets tid bruges til at navigere efter.

 

Hans Illum Pedersen gav det bilbrev den 24. juni 1872. Det var seks år efter jernbanen blev ført over Fyn fra Nyborg til Middelfart eller rettere til Strib. Damplokomotiver buldrede frem over skinnerne. Dampskibene gjorde sig også til. Men en rum tid endnu byggede man træskibe til indenrigsfart og langfart. I årene 1849-1858 havde han allerede bygget 19 større fartøjer – heriblandt 8 skonnerter.

 

Den store stormflod i november 1872 rammer Sølyst hårdt og tvinger Hans Illum Pedersen til at afhænde sin ejendom og værftet. Det bliver en gårdmandsøn fra Asperup, der i 1875 køber og forpagter værftet ud til skibsbygger Laurits Mogensen, der havde været Hans Illum Pedersens førstemand. Mogensen går fallit tre år efter og dermed slutter en gylden æra. Selv forsøger Hans Illum Pedersen sig med køb og renovering af forskellige ejendomme og ender med i 1882 at opføre ejendommen ”Aldersro” på Kærby mark ved Asperup. Her dør han den 21. marts 1894.

 

Hvorfor lagde Peder Hansen fra Faldsled et skibsværft på Skrillinge Strand? Han havde som nygift i 1819 bosat sig i Faldsled, hvor han slog sig på skibsbyggeri og efterhånden fik opbygget en større virksomhed. I 1847 nedbrændte hans værft, der ikke var forsikret. Han måtte begynde forfra og købte samme år af den velhavende gårdfæster Hans Hansen på Fønsskov Ellegård 12 tønder land på Skrillinge Strand. Og her startede et nyt eventyr. Det varede for hans vedkommende alt for kort. Den 4. oktober 1848 under Treårskrigen kæntrede han med sin båd på fjorden, da han sejlede med fem soldater, der skulle på vagttjeneste på Fønskov. De druknede alle.

 

Hans ældste søn, den 27 år gamle Hans Illum Pedersen og dennes unge hustru, der ved Dybenskrog ud til Nakkebølle Fjord drev skibsbyggeri, var straks parat til at føre faderens værft videre og påtage sig forsørgelsen af sin mor og sine yngre søskende. Han havde ellers været godt i gang ved Dybenskrog. I 1845 havde han her med 6 mand bygget en jagt på 4 måneder. Og i 1846 igen bygget en jagt på fire måneder – denne gang kun med 5 mand. Det er dog utroligt, at man på så kort tid på åben strand kan bygge et helt skib. Han var blevet godt oplært af faderen og så havde han tilmed fået erfaring med livet som sømand. Han havde som helt ung sejlet et par år med en åledrivkvase på Østersøen. Han står som hal√befaren i Sørullen og har gjort et halvt års tjeneste på vagtskibet ”Storebælt”. Det er ham, der de næste årtier dygtigt driver det fremgangsrige værft Sølyst på Skrillinge Strand. Han er en tid medlem af Kauslunde sogneråd og i en periode dets formand. Han er initiativtager til oprettelse af en lokal spare- og lånekasse.

 

Der kan overhovedet ikke være tvivl om, at skibsbyggeriet ved Sølyst blev stort og må have gjort indtryk på egnen. Ikke bare blev der bygget mindre skibe som jagter. Der blev også bygget større skibe som skonnerter til langfart på Vestindien og Kina. Imponerende er dette håndværk, der blev drevet frem af folk, der kunne bruge hænder og hoved. De var praktikere, der kendte til at sejle skibe og som gennem generationer havde lært af erfarne skibsbyggere.

 

Hvem bestilte jagten ”Haabet” i 1872? Det gjorde Christian Wulff, der ejede ¾ part og Hans Jørgensen, der ejede ¼ part. Det var mænd, der hørte til på egnen og kendte vore farvande godt. De havde begge rødder på Fænø. De var ikke i biologisk familie. Men Hans Jørgensen var Christian Wulffs stedfar.

 

Christian Wulff blev født den 8. januar 1830 og døbt i Middelfart kirke. Hans mor var den 19-årige Karen Olesdatter fra Fænø. Som barnefader blev udlagt den 40-årige købmand Wulff, Middelfart. Blandt fadderne var ungkarl Hans Jørgensen, Fænø. Christian vokser de første år op med sin mor hos hendes forældre på Fænø. I 1833 gifter hun sig med Hans Jørgensen fra Fænø. Deres første barn Dorthea Maria Jørgensen bliver født året efter. Hun bliver senere købmand Knud Christian Thidemanns anden hustru. Købmand Thidemanns datter af første ægteskab Ane Margrethe anbringes på samme tid i pleje hos Hans og Karen Jørgensen på Fænø. Den nære forbindelse mellem Jørgensens og købmand Thidemann kan sikkert også have haft betydning for Christian Wulffs fremtidsudsigter.

 

Som ung har Christian Wulff fortsat bopæl hos sin mor og stedfar Hans Jørgensen på Fænø. De bor i Skovløkkehuset, som de havde fæstet af Hindsgavl sammen med en ålegård, der dengang var en rig indtægtskilde. I 1855 er Christian Wulff 25 år og bor stadig på Fænø og anføres nu som styrmand. I 1858 får han borgerbrev som skipper og bliver formentlig samme år gift med Christine Bertelsen, født i Odense. Familien får bopæl i Snoghøj og får her fire børn. Ved dåben af datteren Alma i 1866 optræder som fadder blandt andre købmand Knud Christian Thidemann, Middelfart og skibsreder Lars Poulsen, Snoghøj. Familien Wulff flytter i 1876 til Bogense og jagten ”Haabet” følger med. Christian Wulff bliver i 1892 eneejer af ”Haabet”. Han dør i Bogense 1895 og ”Haabet” bliver solgt til en skipper i Egernsund og må skifte navn til ”Hoffnung”.

 

Det er først med værftet ved Sølyst 1848, at vi på vores kanter får et egentligt værft. Det bliver fulgt op i 1855 med værftet i Middelfart, som oprettes på initiativ af Hans Illum Pedersens lillebror Mads Illum Pedersen. Spændende er det, at Lillebæltsværftet stadig lever – ganske vist på en ny tids vilkår.

 

Til ”Nordstjernen”s nyere historie har jeg en helt personlig tilføjelse. Min morfar Povl Sabroe, der var journalist på dagbladet Politiken gjorde i august 1955 et ugetogt med sin familie nr. 2 og hans gode ven, pressefotograf Tage Christensen. De sendte dagligt artikler med billeder til avisen. Her man kan se, at vores gode jagt, så anderledes ud. Meget iøjnefaldende var et temmelig stort styrehus. Og så bar skibet navnet ”Kvik” og var hjemmehørende på Askø i Smålandshavet.  

 

Og så til en gåde om de gamle jagters mastehældning. Jeg så på et skibsportræt af jagten ”Sine” af Middelfart, der runder Kronborg, at dens mast hælder en smule fremad. Jeg synes at have set samme med ”Nordstjernen”s mast. Ser jeg syner? Og i historikeren Anders Monrad Møllers bog ”Jagt og skonnert”, læser jeg: ”Fælles for alle jagter var den enmastede rig med fremadbøjet mastetop, et storsejl, stagfok samt klyver.” Jeg kan være søsyg, men er der alligevel ikke noget skævt ved masten?

 

Og lad min morfar fra sit sommertogt i 1955 med det gode skib ”Kvik” nu ”Nordstjernen” få det sidste ord: ”Vi har talt med træskibsbyggere, der selv om de har svært ved at få nye ordrer, stadig er individualister, der søger at gøre hver eneste ny fiskerkutter til et mesterværk. Skibsbyggerne er så ivrige efter at skabe fartøjer, hvis skønheder kan måle sig med deres kvindelige navne, at monsieur Dior kan gå hjem og lægge sig. De typer, danske skibsbyggere lancerer, er runde og solide både for og bag, så de kan modstå den værste storm.”